Når hovedet ikke følger med kroppen

Da jeg havde tabt 40 kilo, sagde BMI-tabellen, at jeg lige var på grænsen til normalvægtig. Det føltes helt surrealistisk. For inde i mit hoved var jeg stadig hende, den overvægtige kvinde – og det er den del, ingen havde advaret mig om.

Den fysiske del af mit vægttab – blandt andet den løse hud – har jeg skrevet om i Løs hud efter 45 kg. Her vil jeg gerne fortælle om noget helt andet: hvordan det føltes, da hovedet ikke fulgte med kroppen.

Kroppen ændrer sig hurtigere end selvbilledet

Kroppen arbejder i kilo. Hovedet arbejder i vaner. Et selvbillede, der har haft år til at sætte sig, flytter sig ikke, fordi vægten viser et nyt tal, og det gav en mærkelig forskydning: Udenpå skete der noget hele tiden, indeni stod jeg stille.

Jeg tror, det er derfor, så mange bliver overraskede over, hvor lidt et vægttab i sig selv gør ved følelsen af at være den, man er.

Det hjalp ikke at vente på et tal

Jeg havde regnet med, at det ville falde på plads ved et bestemt tal på vægten. Det gjorde det ikke. Jeg nåede under 100 kg, jeg nåede 40 kilo tabt, jeg nåede 45 – og hver gang flyttede målstregen sig, i stedet for at følelsen indfandt sig.

Julies note

Et tal på vægten kan ikke give dig et nyt selvbillede. Det kan kun tid og gentagelse.

Jeg så stadig den gamle udgave af mig selv

Noget af det mærkeligste var, at jeg stadig forventede at se den samme person i spejlet. Selv da tøjet blev mindre, og folk begyndte at kommentere mit vægttab, følte jeg mig ikke nødvendigvis anderledes. Jeg opdagede, at et selvbillede kan være flere år bagud i forhold til den krop, man rent faktisk har.

Andre mennesker så forandringen før jeg gjorde

Jeg lagde også mærke til, at andre reagerede på mit vægttab længe før, jeg selv kunne se det. Jeg fik komplimenter, kommentarer og spørgsmål, men ofte havde jeg svært ved helt at forstå, hvad de så. Det tog lang tid, før mit eget billede af mig selv begyndte at følge med.

Hvad der faktisk har hjulpet mig

Styrketræning. Ikke for at ændre, hvordan jeg ser ud, men fordi det gav mig noget at mærke i stedet for kun noget at se på.
At holde op med at straffe mig selv. Det var vendepunktet i hele mit vægttab, og det gælder lige så meget for hovedet som for maden.
Gennemsnit frem for enkelte dage. Jeg kigger på vægten som et ugegennemsnit, og jeg har lært at gøre nogenlunde det samme med, hvordan jeg har det. En dårlig dag i spejlet er ikke en tendens.
Tid. Kedeligt svar. Det er også det ærligste, jeg har.

Og en ting, som hører med

Hvis billedet af dig selv gør så meget ondt, at det styrer, hvad du spiser, eller hvordan du er sammen med andre mennesker, så er det ikke noget, en artikel kan løse. Det er værd at tale med en fagperson om. Jeg kæmpede selv med både stress og depression undervejs, og det var ikke noget, jeg regnede mig ud af.

Hvor jeg er i dag

Jeg tror faktisk, at den mentale del har været sværere end den fysiske. Det er mærkeligt at arbejde så hårdt for et mål og stadig kunne finde fejl, når man ser sig i spejlet. Jeg øver mig stadig i at være stolt af det, min krop har været igennem, frem for kun at fokusere på det, jeg gerne ville ændre.

Det lykkes ikke hver dag, og det tror jeg heller ikke nødvendigvis, det kommer til. Men jeg er nået dertil, hvor jeg langt oftere ser en krop, der har klaret noget stort, end en krop, der ikke ser "perfekt" ud.

Der er stadig dage, hvor hovedet halter bagefter. Forskellen er bare, at jeg nu ved, hvad der sker, når den følelse melder sig – og at den går over igen.

Tak fordi du læser med!

Har du oplevet det samme – at hovedet ikke helt fulgte med kroppen? Del gerne dine egne erfaringer i kommentarfeltet herunder. Jeg læser og svarer på dem alle.