Bradepande-kylling
Hvis der er noget jeg elsker, så er det nem og hurtig mad, der mætter godt og giver mig den næring, jeg har brug for. Og denne bradepande-kylling er virkelig et godt eksempel på det. Du får et saftigt stykke kylling, sprøde ovnbagte kartofler og masser af grøntsager samlet på én bradepande – og bedst af alt, så passer retten næsten sig selv i ovnen.
Kyllingebryst er en mager proteinkilde med et højt indhold af protein. I denne opskrift får du hele 59 g protein pr. portion, hvilket gør retten både mættende og oplagt, hvis du gerne vil have godt med protein ind i din hverdag.
Kartoflerne bidrager blandt andet med kalium, C-vitamin og B-vitaminer, mens broccoli og gulerødder giver ekstra grøntsager, fibre, vitaminer og mineraler. Broccoli er især rig på C-vitamin og K-vitamin, mens gulerødder indeholder betacaroten, som kroppen kan omdanne til A-vitamin. A-vitamin spiller blandt andet en rolle for normalt syn og immunforsvaret.
Jeg bruger gerne økologiske kartofler og gulerødder, så jeg kan spise skrællen efter en grundig vask. På den måde får jeg også glæde af de fibre, vitaminer og mineraller, der findes i og lige under skrællen. Bruger du ikke økologiske grøntsager, vil jeg anbefale at skrælle dem.
Jeg elsker denne ret, fordi den kræver så lidt, og består af alle de gode grøntsager. Du skal egentlig bare skære grøntsagerne ud, krydre det hele og lade ovnen gøre arbejdet. Du kan bruge lige de grøntsager du har lyst til, eller hvis du evt. har nogle ting du skal have brugt - så eksperimenter gerne med forskellige grøntsager, og fortæl i kommentaren, hvis der er noget jeg skal prøve!
Den er også perfekt til meal prep. Lav en stor portion, fordel den i portionsbokse og opbevar den på køl, så har du nemme og mættende måltider klar til flere dage. Det er præcis den slags mad, jeg elsker at have klar på travle dage, hvor jeg stadig gerne vil spise noget, der både smager godt og giver kroppen den næring, den har brug for.
En nem, proteinrig og nærende hverdagsret, hvor du får kylling, kartofler og masser af grøntsager i ét måltid – med minimal opvask og næsten ingen besvær.
Sådan gør du
4 portioner · følg trinene i rækkefølge
Tænd ovnen på 180℃ varmluft.
Rens grøntsagerne grundigt, og skræl dem hvis du bruger ikke-økologiske grøntsager.
Skær alle grøntsagerne i mundrette stykker, og put dem i en 8L pose. Her tilsætter du halvdelen af salt, peber, hvidløgspulver, løgpulver og paprika og 2/3 dele af olien. Ryst det godt sammen.
Skær fordybninger på langs og tværs af kyllingen, og put dem i en 4L pose. Tilsæt det resterende af olien og krydderierne, og mix det godt sammen.
På en bradepande med bagepapir placeres kyllingen først, og herefter hældes grøntsagerne udover. Bag det i 35 min. ved 180℃ varmluft.
Efter 35 minutter, kan kyllingen og broccolien med fordel fjernes fra bradepanden (så det ikke bliver tørt og brændt). Skru ovnen op på 220℃, og bag de resterende grøntsager i ca. 10-15 min. mere, til de får lidt skorpe.
Servér varmt, og nyd en god, nærende og mættende portion med 59 g. protein!














